En god oplevelse på apoteket inspirerede Cecilie til en fremtid som farmakonom

En god oplevelse på apoteket motiverede Cecilie til selv at blive farmakonom. Her bruger hun hver dag sin faglige viden, til at hjælpe andre mennesker gennem en tryg og personlig vejleding. 

Da Cecilie var yngre, havde hun en rigtig god oplevelse på apoteket, hvor hun fik kyndig hjælp og vejledning om medicin til sin hudsygdom. Den oplevelse gjorde indtryk på Cecilie. Det inspirerede hende nemlig til at uddanne sig til farmakonom.  

Da jeg var ung, havde jeg selv en fantastisk oplevelse med at få vejledning om medicin til min hudsygdom på apoteket. Det var dét, der inspirerede mig til jobbet som farmakonom på et apotek - så jeg selv kunne hjælpe og vejlede andre.

Cecilie, 30 år, farmakonom
Ifølge Cecilie er det bedste ved at være farmakonom, at hun hele tiden udvikler sin faglige viden samtidig med, at hun hjælper mennesker, så de forlader apoteket med en god ro i maven. En ro som Cecilie selv mærkede, da hun fik hjælp i forbindelse med sin hudsygdom.

Hør Cecilie fortælle om, hvorfor hun blev farmakonom

En fed rejse at være med på    

I jobbet som farmakonom følger der, i Cecilies tilfælde, også en rolle som elevansvarlig. En rolle, der giver hende utrolig meget, da hun er med til at se, hvordan eleverne på apoteket udvikler sig fra de begynder på farmakonomuddannelsen til de er færdiguddannet. Det giver hende samtidig mulighed for at lære fra sig og dele ud af sin viden og erfaringer. 
For Cecilie betyder det meget at hjælpe andre mennesker og det er også en af grundende til, at hun valgte at blive farmakonom. 

Som farmakonom anvender jeg hver dag min faglige viden med det primære fokus at give værdig og personlig vejledning til mennesker. Jeg brænder for at lære dén viden fra mig. Som elevansvarlig bliver jeg hver dag motiveret af at se andre udvikle sig og lære.

Cecilie, 30 år, farmakonom